Solstrålen

Han hopper ud af taxaen og begynder at løbe, han bliver ved
med at løbe. Han stopper ikke, før han kan mærke at det begynder at stikke og
gøre ondt i hele hans krop. Han stopper brat op og kigger sig om, og føler sig med et forfulgt, men han tænker for sig selv, at det nok bare er hans tanker. Han føler sig alene og bange. Alt han kan se for sig, er fars tomme og opgivende blik, da moderen råber af ham og forsvinder med sønnen ud af døren. Det eneste han har lyst til, er at løbe tilbage til faderen og undskylde, alt hvad han ønsker er at hjælpe sin far. Men, hvad skal han stille op nu? Han vender sig om og begynder at gå hjem igen, det føles som en evighed før han er hjemme. ”Har jeg virkelig løbet så langt?” tænker han for sig selv. Han stopper op udenfor huset, hvor han bor sammen med sin mor, han åbner døren og møder moren i gangen. Hun kigger på ham med tårer i øjnene og siger undskyld. Han kigger hurtigt væk og løber op af trappen til sit værelse; kold og gennemblødt at regnen smider han sig i sengen og skriger ned i
puden. Han ved godt, hvad han vil gøre; i morgen tager han op til faren, uanset hvad moren siger til det. Han vil blive hos sin far, passe på ham. Han vil hjælpe ham til at stoppe med at drikke, for det må ikke ødelægge kontakten
mellem dem. Og hans mor skal i hvert fald ikke bestemme, om han må se sin far, for han elsker ham ligeså højt, som han elsker sin mor. Hvis dog bare han aldrig var startet med atdrikke, så ville alting være godt mellem hans forældre.
Han falder i søvn med tanken om, at fra imorgen skal alt være anderledes.
Nyt og godt.

Sofie Miller