Gem et lille smil.

Jeg trækker mig lidt væk, og siger "der er noget jeg må fortælle dig Britta"

Hun kigger nervøst på mig og jeg bliver med ét i tvivl om at fortælle hende det.
"Hvad er det så?" siger hun og ser nærmest helt rædselslagen ud..
Jeg tager mod til mig og smiler til hende mens jeg starter med et akavet "øøhhh.. det er fordi..."
Hvorefter hun begynder at grine af mig og slår mig på låret og siger "Ej, kom nu! Det kan da ikke være så svært?"
Det kilder i min mave på den der underlige måde som det gør når man er nervøs og jeg smiler skævt til hende.
"Okay, jeg kan vel ligeså godt få det overstået. Jo, ser du. Jeg tog til lægen idag for at blive tjekket. Du ved, for kønsygdomme." Hendes ansigtsudtryk skifter hurtigt fra fjollet til alvorligt med en lille smule usikkerhed i de ellers så lysende øjne. "Nå, jamen hvorfor?" Jeg kigger bekymrende på hende og tager hendes hånd. "Britta, du er en alletiders pige og jeg fortryder intet af det vi har lavet. Men du er den første jeg har været sammen med, ved du nok" jeg holder en kort pause og tager en dyb indånding; "Jeg tog til lægen og blev tjekket, bare for en sikkerheds skyld. Og det viser sig altså at jeg har gonore, og da jeg ikke har været sammen med andre end dig må det jo være dig der har smittet mig" Hun kigger på mig med øjne der siger undskyld og med et meget flovt blik. Jeg smiler nervøst til hende. "Det er jeg virkelig ked af, vis jeg har smittet dig! Undskyld! Jeg skal nok gå ned og blive tjekket, okay?" Jeg ånder lettet op og smiler til hende; "Det er jeg glad for, jeg var virkelig bange for at du ville blive sur på mig og bede mig skride og aldrig kontakte mig mere.." Hun klemmer min hånd og blinker til mig med et varmt blik. "Selvfølgelig gør jeg ikke det, jeg kan virkelig godt lide dig og jeg håber ikke du er færdig med mig endnu. Jeg håber vi kan få noget seriøst sammen" Jeg smiler endnu mere end før mens jeg læner mig frem og kysser hendes varme læber der bobler af sødme. "I lige måde Britta, du skal bare tage min hånd - så skal vi nok klare det her sammen." Vi sidder længe den aften, og kigger bare ind i hinandens øjne. Jeg føler mig glad, glad for at hun ikke smed mig ud.

Det et utroligt hvad kærlighed og kildevand kan gøre ved folk.

- Sofie Miller Alslöw

Solstrålen

Han hopper ud af taxaen og begynder at løbe, han bliver ved
med at løbe. Han stopper ikke, før han kan mærke at det begynder at stikke og
gøre ondt i hele hans krop. Han stopper brat op og kigger sig om, og føler sig med et forfulgt, men han tænker for sig selv, at det nok bare er hans tanker. Han føler sig alene og bange. Alt han kan se for sig, er fars tomme og opgivende blik, da moderen råber af ham og forsvinder med sønnen ud af døren. Det eneste han har lyst til, er at løbe tilbage til faderen og undskylde, alt hvad han ønsker er at hjælpe sin far. Men, hvad skal han stille op nu? Han vender sig om og begynder at gå hjem igen, det føles som en evighed før han er hjemme. ”Har jeg virkelig løbet så langt?” tænker han for sig selv. Han stopper op udenfor huset, hvor han bor sammen med sin mor, han åbner døren og møder moren i gangen. Hun kigger på ham med tårer i øjnene og siger undskyld. Han kigger hurtigt væk og løber op af trappen til sit værelse; kold og gennemblødt at regnen smider han sig i sengen og skriger ned i
puden. Han ved godt, hvad han vil gøre; i morgen tager han op til faren, uanset hvad moren siger til det. Han vil blive hos sin far, passe på ham. Han vil hjælpe ham til at stoppe med at drikke, for det må ikke ødelægge kontakten
mellem dem. Og hans mor skal i hvert fald ikke bestemme, om han må se sin far, for han elsker ham ligeså højt, som han elsker sin mor. Hvis dog bare han aldrig var startet med atdrikke, så ville alting være godt mellem hans forældre.
Han falder i søvn med tanken om, at fra imorgen skal alt være anderledes.
Nyt og godt.

Sofie Miller